Jeg vågnede op til en dejlig solskinsdag. Manden min og jeg fik spist morgenmad og så gik det ellers derudad med flere forskellige sysler. Der blev ringet fra Sundhedscentret om et møde den 9. november, som jeg skal til angående Gigtskole. Jeg er meget spændt på, hvad det går ud på og om det er noget for mig.
Så smuttede jeg lige en tur på biblioteket for at hente en reserveret bog og havde inden da sat tøj over til vask. Imens pudsede manden min alle vinduerne udvendig - naaj...... hvor det pyntede.
Om eftermiddagen gik vi begge i haven. Der blev klippet en forsytia helt ned, som var gammel og ikke så pæn ud mere. Og den gamle trillebør var kommet ud i haven; vi fik lagt en hel masse blomsterløg i den. Så nu er vi meget spændte på, når blomsterne kommer op til foråret. Campingvognen skulle også gøres vinterklar, d.v.s. al vand skulle tappes af fra alle hanerne, så frosten ikke ødelagde dem. Jeg har også fået en hel spand æbler af min datter, som jeg skal have skrællet i morgen.
Jeg havde aftalt med Else, at hun skulle ringe, når hun var kommet hjem, da Manse skulle ud hos hende og blive klippet. Så ved 15-tiden kørte jeg ham derud og regnede ikke med at se ham før sent på aftenen. Men ved 21-tiden ringede hun og sagde, at Manse var blevet så træt og dårlig kunne stå på sine ben - om ikke jeg kunne hente ham. Jeg skulle så komme med ham igen i morgen formiddag, så han kunne blive klippet færdig. Så nu sover Manse rigtig godt herhjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar