tirsdag den 10. august 2010

Andelslandsbyen Nyvang



I sidste weekend om lørdagen besluttede min mand og jeg, at vi ville køre en tur op mod Holbæk og se Andelslandsbyen Nyvang. Anne havde været så flink at sende et link til mig om den. Jeg var jo blevet så nysgerrig, hvad det var for noget og der var også andre bloggere, der kendte til den.


Vi satte GPS'en og kørte hjemmefra ved middagstid, solen skinnede, så det var en dejlig tur. Vi fik parkeret bilen og købt billetter. Vi gik gennem en allé og det første, vi kom til, var em gammel telefoncentral med alle mulige forskellige telefoner fra årene tilbage. Jeg havde heldigvis taget mit kamera med - så den fik ikke for lidt med det. Det næste var en gammel slagterforretning, som den dag var bemandet. Da vi ikke havde fået spist frokost, købte vi store frikadeller med sammenlagt rugbrød til og spiste det udenfor på en bænk.


Bagefter kom vi til en radio/Tv-forretning, det var sjovt at se de radioer, som blev brugt i vores barndom. Videre gik det til cykelsmeden, hvor der også var barne- og dukkevogne. En af dukkevognene lignede en, som jeg havde haft som barn. I det hele taget var det lige som at gå tilbage i tiden. Videre var der gamle falckbiler, som før i tiden hed zonen. En hel hal med gamle biler af alle mulige slags. Vi var inde og se et gammelt postkontor, hvor man kunne se, hvordan brevene blev sorteret i de små rum og der hang de gamle postuniformer. Ved siden af var politistationen med arresten med en fange, der lå og sov.


Endvidere så vi en skolestue, spisestue med dækket bord og et herreværelse. Så måtte vi ellers gå et stykke vej, til vi kom til en gammel smedie, som var bemandet. Man så hvordan smedene arbejdede med jernet og en hest blev skoet. Turen gik videre til et lille husmandssted, mælkejungerne stod klar udenfor. I stalden gik der grise, først troede jeg, at det ikke var en rigtig gris, da den lå så stille - men nej det var det. Boligen lignede meget der, hvor min mormor boede i sin tid. Køkkenhaven var meget flot anlagt med meget forskelligt.


Vi kom forbi Andelsmejeriet og videre til Brugsforeningen med foderstoffer. I butikken kunne man købe mange ting, bagved lå brugsuddelerens kontor og familiens hjem. Det sidste vi så, var en lille kirke og den var meget interessant og unik. Sammen med kirken var der bygget bolig til præsten, det har jeg aldrig set før. Der var en dame, der stod og fortalte om kirken hver gang, der kom nye besøgende. Hun havde sørme også snakketøjet i orden. Der er unge mennesker i dag, der synes, kirken er meget romantisk, så de bliver viet i den og har så deres egen præst med. Der bliver også ind imellem holdt barnedåb i den. Nu havde vi gået uafbrudt i næsten 4 timer, så vi var godt trætte, men vi skulle alligevel ind omkring og købe is.


Det havde været en dejlig eftermiddag og selv om vi havde gået meget, var det dog afstressende. Nu vil jeg prøve at se, om jeg kan sætte nogle billeder ind, så I kan se lidt af det. Kan I have en rigtig god uge alle sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar